Seniortræf!
Igen i år inviterer Kommunalbestyrelsen i Albertslund i samarbejde med Ældrerådet til nogle underholdende timer i MusikTeatret for kommunens seniorer torsdag den 10. september.
Programmet byder på tankevækkende foredrag, opløftende musik-mindfulness og fællessang, samt en let frokost. Der vil også være mulighed for at besøge stande i MusikTeatrets foyer, hvor en række af kommunens frivillige foreninger står klar til at tale om de mange gode tilbud, der findes for ældre i vores kommune.
Simi Jan er kendt af de fleste som en fremtrædende journalist. Hun har arbejdet for Politiken, Danmarks Radio, BBC og TV2 og har f.eks. medvirket i sidstnævntes populære dokumentarserie Korrespondenterne. Simi Jan er uddannet journalist og har også en akademisk baggrund med Mellemøststudier og arabisk fra Syddansk Universitet. Og så er hun såmænd opvokset i Albertslund!
Til årets seniortræf vil Simi Jan holde foredraget “På job i verdens brændpunkter”, som både kommer omkring geopolitiske forhold og personlige fortællinger, og som med sikkerhed både inspirerer og giver stof til eftertanke.
Musik & Mindfulness er et gratis tilbud med afslapning og musiklytning, som vil finde sted alle onsdage fra 16. september til 2. december i MusikTeatrets bløde sæder i Storebio ? 20 minutters dosis mental og kulturel velvære, som er åbent og gratis for alle! Til seniorarrangementet giver Rikke Dedenroth en lille smagsprøve på tilbuddet, krydret med herlig fællessang, som nok skal få taget til at lette.
Det samlede program ser ud som følger:
10.30 Huset åbner med åbne boder i foyeren
11.00 Dørene til koncertsalen åbner
11.15 Velkomst ved borgmester Lars Gravgaard Hansen, forperson for Ældre- og Sundhedsudvalget Dogan Polat og Ældrerådsformand Else Dahl Morthorst
11.30 Kort præsentation fra scenen af boderne i foyeren
11.45 Musik og Mindfulness v/ Rikke Dedenroth
12.15 Frokost (smørrebrød)
13.00 Simi Jan: På job i verdens brændpunkter
14.00 Kaffe i salen og åbne boder i foyeren
15.00 Slut
Billetter til arrangementet koster 50 kr. inkl. gebyr.
Der kan max købes 4 billetter pr. køb