Kom til festlig opera-bingo-koncert i foyeren, hvor banko-plader og poletter ligger klar og scenen indtages af hele syv sangere og en pianist fra Den Jyske Opera! En veloplagt bingovært leder publikum gennem en festlig eftermiddag fuld af spas, korsang, høje C’er og underholdende røverhistorier. Der er utraditionelle præmier på højkant – man kan f.eks. vinde noget så sjældent som en stående applaus. Eller en arie! Eller netop dén rekvisit fra Den Jyske Operas forestilling, som man altid har manglet derhjemme, kostumer eller billetter til en af Den Jyske Operas eller MusikTeatrets kommende forestillinger. Undervejs får publikum også lejlighed til selv at synge med!
Kort sagt får publikum denne lørdag eftermiddag en enestående chance til at komme tæt på operaens verden på en stærkt underholdende facon – hvad enten man allerede er opera-fan eller bare en smule nysgerrig – eller helt enkelt bare opsat på vinde et spil banko.
. . .
Den Jyske Opera
Medvirkende: Bingovært, syv sangere og pianist fra Den Jyske Opera