Forårets besøg af Mungo Park præsenterer verdens første teaterstykke om den virkelige medieskandale: Spejlmanden, hvor den unge, tyske stjernejournalist Claas Relotius skriver sig til tops gennem sine reportager fra verdens brændpunkter, og vækker tiltrængt næstekærlighed i en polariseret og hadsk verden. Han skriver for selveste Der Spiegel og vinder talrige priser for sine fantastiske reportager – Det eneste “men” er bare, at det hele er løgn.
Så hvad skal hans kollega Juan Mureno gøre, da han som den eneste opdager, at de inspirerende historier, synes at stå på et pilråddent fundament? Følg med på en hæsblæsende jagt efter sandheden i en verden, hvor fiktion og følelser altid har ret.
Medvirkende: Sebastian Henry Aagaard-Williams, Ernesto Carbone, Marie Louise Wille
Instruktør & dramatiker: Viktor Tjerneld
Scenograf: Marie Moberg
Lyddesigner: Emil Sebastian Bøll
Lysdesigner: Mikkel Givskov
Mungo Park
Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause